Sanatorium

 Han knuser pillen med kindtænderne og skærer ansigt, da den bitre smag af kemi og kalk fylder munden. De små klumper den former suger effektivt det meste mundvand og han må skylle efter med lidt vand, for at få det sidste ned. 

Han kunne jo bare sluge den, men smagen er blevet en slags velkommen forvarsel, på at om lidt vil dagen være mere tålelig i et par timer. Han synker ned i den bløde lænestol og misser mod dagens efterår solens sidste stråler, der står ind ad  det ene vindue, ikke skjult bag tunge gardiner. Forbi strålernes blege lys kan han se parken der omkranser Stillerup Sanatorium. Hvor de brune blade danser i vinden udenfor. Hvirvler rundt mellem træerne i et mønster der er både kaotisk og perfekt, med en næsten hypnotiserende effekt. 

Dagene her går langsomt, nærmest baglæns. De er drevet af rutine og med masser af tid til såkaldt fordybelse eller afslapning, berøvet fra unødig stimulans. Morgenmaden står skarpt på bordet klokken otte, efterfulgt af en gåtur i parken uanset vind og vejr og så gruppeterapi, dagens høj eller lavpunkt, alt efter om der bryder drama ud eller ej. Derefter frokost og så fri leg indtil aftensmaden, kun afbrudt af individuel terapi, hvis og såfremt at psykologen har tid, og eftermiddagskaffen klokken 15, altid med et stykke tørt kage tilhørende. Efter aftensmaden er der igen fri leg eller en af de ugentlige aktiviteter indtil sengetid klokken 22. Her er ingen smartphones, computere eller TV. Alt sammen er dømt som unødvendig og potentielt oprivende stimulans. I stedet er der masser af bøger, puslespil og redskaber til kreative sysler. Han har flere gange overvejet om han skulle lære at tegne, bygge ler eller måske male. Men de ting som fantasien ville putte på papir lærred eller forme i ler, vil næppe blive tolket positivt af de styrende kræfter her.

Hvis man lægger kalenderen væk vil dagenes navne hurtigt blive glemt, de få latterlige indslag der markerer den enkelte dag, skal nok glide ud i et. Om trivialiteten hedder film i fællesrummet, brætspil eller endnu en gudsjammerlig gåtur i parken er ligegyldigt. Det er ikke parken der er problemet, den er klart det bedste ved Stillerup, det er selskabet der gør turene lange. Når han en sjælden gang imellem får en tur alene i den er det en absolut nydelse. Men de fleste gange er det fyldt med beklagelser og pludrende kommentarer fra andre, som kan de ikke i bare ti minutter holde kæft og nyde perfektionen omkring dem, som gør naturens kaotiske symmetrier og uperfekte perfektion dem ubehageligt til mode.

Men alt på Stillerup, også skemaet, er specifikt designet og skulle angiveligt være den bedste for en syg hjerne. For ham er det tortur, modbydeligt og umenneskeligt – en ugudelig straf som på ingen måder ville kunne gøre ham rask. Tanken om at det her er nøjagtigt den samme skabelon som alle plejehjem anvender, minus terapien, er rent ud sagt en afskrækkelse mod nogensinde at blive gammel. At mange pensionister så frivilligt vælger at følge modellen i deres egne hjem er ham komplet uforståeligt, et af livets helt store mysterier. Hvordan kan man leve et langt og måske til tider hårdt liv, for at vælge det her som sin belønning? Er det en slags flagellantisk tilgang til alderdommen, straf for synderne gennem livet? Eller blot et udstrakt apatisk sidste suk inden dødens befrielse, et svag og udpint sind der simpelthen ikke orker at leve, men ikke har modet til at dø. Kommer dagen hvor han selv når til det punkt, så bliver det fentanyl og whiskey i kroppen, Iron Maiden for fuld udblæsning og en kugle for panden. Men han regner ikke med at det kommer så vidt, at han vil leve så længe.

Men så megen tid der skal udfyldes, frigør dog en vis kreativitet, det må han give dem. Kedsomhed kan være en utrolig motivator for en syg hjerne. Han har endda sat det i et tilfældigt system, så legene går lige meget ud over alle beboerne.

Han flytter blikket fra naturen udenfor, til malerierne på væggene. Stolte fremvisninger af de vigtige personer der har formet stedet her. Alle har de været hvide aldrende mænd med alvorlige og strenge ansigter, det vil sige lige indtil det nyeste maleri, af Karin Kastborg, stedets nuværende forstander. Hendes smilende og joviale fjæs vidner med tydelighed om hvornår tingene gik galt. Han kan næsten ikke holde ud at se på hende. I stedet vælger han altid at kigge på den første forstander, den strengest udseende af dem alle. En mand der ikke skyede vold, fastspændelse og tortur, hvis blot det fremmede helbredet for de indsatte her. Det var en mand man kunne respektere. De mørke øjne på maleriet er så mørke og intense at man næsten ville tro ham for en tidligere indsat, men de er også dragende og hypnotiserende. Men desværre kun næsten, for lyden af strikkepinde hiver ham ud af det. Virkningen fra pillen kommer langsommere i dag, han trommer utålmodigt med fingrene på lænestolens arm og kigger rundt på de andre i lokalet. På de modbydelige, parasitiske eksistenser han tilbringer det meste af sin vågne tid med. Forkælede rige tabere, der tror at de kender til rigtige problemer, at de ved hvad sygdom er. Men ingen af dem er jo syge, de er bare svage.

Engang ville man have givet typer som dem her det hvide snit, tvangssteriliseret dem, eller givet dem elektrochok indtil de ikke længere kunne andet end at savle. Nu skal de have blid dialog, forståelse og anerkendelse. Lange snakke med en medfølende psykolog, der ikke ville kunne tale sig selv ud af en tom papkasse. Som bekræfter dem i at deres svaghed ikke er deres skyld, at de har en berettigelse – løgn, løgn og løgn.

De har ikke en grund til at eksistere. De har ikke en berettigelse. De har ingen plads i samfundet eller livet. 

Men værre endnu, de er blot symptomer på en lang større sygdom – en der har ramt selv roden af civilisationen. Her bliver symptomerne behandlet og gemt væk, men ingen tør angribe roden, selve infektionen. Han tænker nogle gange om han er den eneste der kan se det, men det kan ikke passe. Der må være andre ligesom ham, der kan se hvordan denne mentale cancer spreder sig i samfundet. Troløse-identitetsløse-sjælløse-fortabte tåber, der under et dække af medmenneskelighed og pseudo-intellektualistisk oplysning danser hjernedødt rundt i gaderne. Han har kun mødt en enkelt, der kom tilnærmelsesvis tæt på at forstå ham, et års tid tidligere var der fyldt på Sankt Hans og de måtte tage en patient i midlertidig forvaring, selvom Stillerup slet ikke er gearet til det. Det var kun et par dag, men taber-beboerne var i vild panik over at skulle den en morder boende. Selv var han dybt fascineret af manden, der var et par år yngre end ham selv, men allerede havde et liv på samvittigheden. Desværre var han konstant låst væk og det blev kun til en enkelt kort snak. Men han fik sneget sig til at give putte en æske tændstikker i underbukserne på patienten, i håb om at de kunne hjælpe ham til frihed. Han vidste jo reelt ikke om de var brugt til at starte branden på Sankt Hans, men tilfredsstillelsen var ikke det mindre af den grund.  

Han kigger igen ud af vinduet, ud i den efterårsramte park, der tydeligør den cykliske rytme af død og liv som styrer alting, undtagen menneskeheden. Naturen er perfektion. Selvregulerende, uden plads til svaghed. De brune blade danser også, men af vinden, af et naturligt selvregulerende fænomen. Både blade og vind har formål, en takt de marcherer til uden protest.

Det prikker omme i baghovedet og en snurrende følelsesløshed rammer tæerne. Han rejser sig og begynder at vandre rundt, det går ikke at slumre hen nu. Den dæmpede klassiske musik kan desværre ikke overdøve de enerverende lyde som tåberne frembringer. Især strikkepindene fra Dagmar lyder som metalliske trommestikker, der kører konstant uden rytme eller formål. Den gamle so burde være aflivet for længst. En boltpistol i nakken og videre. Måske et organ eller to kunne blive brugt fornuftigt, men resten kunne passende smides i småt brændbart. Hun er et spild af menneskeliv, der har købt sig til et plejehjem med indbygget forståelse for hendes svage sind. Men hendes følsomhed udgør en væsentlig del af dagens underholdning. Der skal ikke meget til, som at slå op i Ude og Hjemme om en artikel om en mor genforenet med sin søn og så placere den på hendes stol. Den er sikker værd gang, hun ryger direkte op i seng med en god beroligende. 

Apropo gamle uduelige kællinger, så var hans mor var på besøg i går. Det var som altid en pinsel at skulle udholde hendes selskab. Hun var ædru den her gang. Det gjorde hende kun lidt mindre ynkelig og til gengæld så besøget varede næsten en time, inden hendes indre forsvarsværker forstøvede og hun skyndte sig hjem for igen at sløre realitetens klarsyn. Hun var stolt over at hun havde evnet at købe en klam kage på vejen, præsenterede den nærmest som en offergave. Som om at en ulækker syntetisk gang sukkerpis kunne gøre op for et liv med svigt.

Og der med kæften fuld af citronmåne, gumlende som et drøvtyggende kreatur og med krummer væltende ud af de gamle nedslidte gummer, uden at blive stoppet af de nikotingule rådne tænder, stillede hun det sædvanlige spørgsmål. Det der skulle emulere en form for omsorg, selvom det udelukkende dækkede over morbid nysgerrighed.

“Hvordan er det så at være låst inde med de mennesker?”

Efter 32 år som hans “mor” forstår hun stadig ikke de mest basale ting omkring sin egen søn. Det er ikke ham der er låst inde med dem, men dem der låst inde med ham. Ud fra det ødelagte tabersamfunds paradigmer så er han objektivt det mest syge individ på Stillerup Sanatorium. Men den gamle ko er som altid både blind, dum og ligeglad. I 28 år nu har hendes eneste fokus været på den næste idiot der gider at kaste opmærksomhed efter hende i fem sekunder, helst med en fyldt flaske Jack D og en halvstiv pik. Hendes evne til at tiltrække perverterede tabere er næsten imponerende – Kun overgået af hendes evne til at se den anden vej, når de løj, stjal, slog eller sneg sig ned til hans værelse.

Måske burde han være taknemmelig for at han, modsat de andre tabere på Stillerup, er blevet stærk og determineret, frem for svag. At det ikke er ham der er blevet reduceret til et selvskadende vrag som Fie, der kun kan føle noget gennem en kniv. Afpillede skeletagtige fugleskræmsel, der er så dum at hun ikke forstår forskellen på kontrol og svaghed. Men alle omkring føjer hende, ignorerer at hun ikke spiser og køber den latterlige undskyldning om at være vegetar – selv personalet og psykologerne kan ikke gennemskue det. Det patetiske pigebarn burde opleve ægte smerte, det ville måske kurere hende. Han har fantaseret om at binde hende til en stol. En for en hamre tandstikker op under de nedbidte fingernegle. Tvinge en tragt ned i halsen og fylde hendes mave med rå fars, indtil det står ud af næsen på hende. 

Men han må nøjes med de henkastede bemærkninger. Nydelsen ved at se hende krympe sig, når han kalder hende for buttet. Eller spørg hende om hun ikke har spist lidt rigeligt til aftensmaden, selvom hun kun har slikket på en skive agurk. Kigger man godt efter, kan det næsten ses hvordan små stykker af hendes sjæl knækker af for hver bemærkning. Engang fik han bildt hende ind at der var kalorier i hendes e-cigaret og pigebarnet havde nær taget livet af sig selv, før personalet fik hende overbevist om at det ikke var korrekt. De havde ellers her en fremragende mulighed for at afvænne hende den latterlige voksen-sut, men nej. 

Altid understøtter og fordrer de svagheden, frem for at kurere den.

Som med den kujon til Robert, bange for sin egen skygge i en sådan grad at hans eneste værn mod frygten er en skide sang – kan det blive mere dumt? Ville man se fremgang hos ham, skulle han lukkes inde i et rum med højttalere der på 240 decibel blæste Himmelhunden dag og nat i en uge, indtil ørene blødte og den forpuldede sang var ude af Roberts hoved for bestandigt. Alternativt låse ham inde i kisten med resterne af den far, der har været død i et årti, måske han så endelig forstår det.

Men også her må de små ting træde i stedet for den rigtige kur, legene der gør dagene interessante. Lidt banken på væggen ind til hans værelse om natten, så skal der skiftes lagner den næste dag. Eller påpege en skygge uden for vinduet på det rigtige tidspunkt, så idioten går i selvsing med synge himmelhunden i et hjørne. En enkelt gang har han drysset lidt kartoffelmel på Roberts mad, da ingen kiggede. Idioten troede at faren var ved at forgifte ham og nægtede at spise, indtil personalet måtte til sidst give ham sondemad. Ironisk at man udsætter Robert for den slags, mens Fie får lov til at slippe. 

Tabermentalitet.

Svaghed.

Tro da fanden at de aldrig får det bedre.

Tanken om legene og det mere groteske fantasier de dækker over, ideen om at gøre den slags ved de svage omkring ham bliver næsten for meget. Det sitrer i hele kroppen og dunker i pikken. Han rejser sig og vender ryggen til de andre, mens han kanter sig mod døren. Han kaster et stjålent blik tilbage, ingen ser ham. Han sniger sig videre ud på det lille toilet. Der tager ikke engang et minut, før et lille “plop” signalerer at sæden er leveret i toiletkummen. Han må bide sig i hånden for ikke at larme da det sker. Men vigtigere er at der nu venter en periode med komplet ro i sindet. Hvor han køligt kan planlægge, mens pillerne lader kroppen slappe af. Han svajer lidt og må støtte sig til dørkarmen, for ikke at vælte. Han får lidt ro på bevægelserne og går de sidste skridt, inden han igen synker ned i lænestolen. Det er nu den tid på dagen, hvor han forhåbentlig uforstyrret kan fokusere på det vigtige her i livet.

Planen.

  Den er ikke perfekt og bliver det måske aldrig, det er den slags sjældent. Modstandsfolk og pionerer har meget sjældent den slags luksus. Vil man ændre verden, kurere en kræft i selve samfundet, så må man starte i det små. Eller rettere i hans tilfælde, MED de små. Seks børn på seks dage, i seks forskellige byer. Tilfældigt udvalgt, uden mønster og sammenfald.                    

Han smiler sardonisk ved tanken om hvordan medierne vil gå amok i at analysere den åbenlyse talkombination. Hvordan såkaldte eksperter vil vælte over hinanden for at være den første til at udtale sig om de sataniske motiver. Han tror ikke på gud, eller på djævlen for den sags skyld. Men de ældgamle tro–symboler har en værdi, et formål. Religionen er med at til at holde menneskeheden samlet under et åg. Og uden frygten for konsekvens er det at svagheden vokser, at de bliver slappe, dovne og ugidelige. Det er den frygt der skal genstartes, som med en hjertestarter der bringer en døende tilbage til livet. Og det kræver en chokbølge af format, når den døende patient er en hel civilisation. Og vigtigere endnu, behandlingen skal gentages. Han har nøje studeret andre der har prøvet på det samme før ham. Folk som Breivik, Kaczynski, Bundy og Manson. Selv de islamiske terrorister har til tider været tæt på og er anerkendelse værd, deres ideologi er i det mindste bygget på styrke. Men alle har de det til fælles at de er blevet fanget eller dræbt. Og så snart fåreflokken ser i nyhederne at ulven er død, så glemmer de frygten og fortsætter med at bræge. Så skal missionen lykkedes, så må han undvære det han ønsker næstmest i livet, anerkendelsen for sit arbejde. Ulven skal vende tilbage til fåreflokken med jævne mellemrum og gentage sit mønster. Seks børn på seks dage, i seks forskellige byer. Kun på den måde kan den ægte primale frygt glide ned i sprækkerne og måske fortrænge noget af det der gør menneskeheden svag. Han har overvejet om det vil være muligt at finde en sjælefrænde i ham der slap væk fra Sankt Hans, måske de to sammen kunne skabe en bedre verden. Hvis han da overhovedet er…

“bla bla bla?”

Han bliver revet ud af tankerækken af de pludrende lyde, der nok burde danne ord. Det er Dagmar der taler til ham. Han hørte ikke ordene og kigger på hende, prøver at imitere et medfølende smil.

“Undskyld Dagmar, hvad sagde du?”

Hun ser tilbage på ham med øjne der både er ynkværdigt bedene og samtidigt både desperat og fejlslagent prøver på at emulere et gran af styrke.

“Jeg sagde at du larmer? Jeg kan ikke høre mine strikkepinde og du ved hvor beroligende den lyd jo er for mine stakkels nerver.”

Han kigger på de trommende fingre. Han kan ikke engang selv høre lyden de laver på de bløde læder. Det eneste han kan høre er de metalliske brag, der kommer som konstante soniske eksplosioner, fra de forpulede strikkepinde. Hele dagen kører de uden pause, som en skide evighedsmaskine. De føles som en unaturlig kradsen bag øjnene på alle omkring den gamle svage kælling. Det må næsten være mere kræftfremkaldende end Fies voksen-sut.

Han ved godt at det ikke nytter noget at diskutere med hende, hun fatter det alligevel ikke, en diskussion med Dagmar er som at spille skak med due – uanset hvor stort man vinder, skider hun alligevel på brættet og strutter rundt som om hun havde vundet. Så hvorfor han fortsætter ved han ikke, måske han bare er ved at have fået nok.

“Altså, Dagmar, jeg kan jo ikke engang selv høre det.”

Hendes ansigts folder sænker sig, nærmest synker sammen som en Sankt Bernhardshund der tigger efter mad, der mangler bare den drivende savl fra kæberne.

“Vil du ikke nok være sød at lade være?”

Han flyver op fra stolen og råber hende direkte ind i ansigtet.

“Nu kan det kraftedme være nok! Jeg er så træt af at høre på dine forpulede strikkepinde og dit patetiske mundlort.”

Hun kigger forskrækket på ham.

“Ej altså, nu må du lige…”

Han lægger hænderne om hendes hals og klemmer til. Hun slipper strikkepindene og i stedet er det benene der overtager den trommende lyd, mens de desperat sparker ned i gulvet. Hun prøver at tage hans hænder væk, men kvindens arme er lige så svage som sindet. 

“Glarg, glug, glorg.”

De gurglende lyde prøver sikkert at emulere ord, men han giver dem ikke lov, hun har sagt rigeligt i dette liv. Nu er det hans tur.

“Dit svage latterlige ynkelige undskyldning for eksistens.”

Øjnene bliver blodskudte og begynder at bule ud. Ingen af de andre tabere gør noget, de kigger bare forskrækket på at det sker.

“DIN SVAGE MODBYDELIGE KÆLLING! JEG HADER DIG! DU HAR GJORT MIT LIV TIL ET HELVEDE!”

Hun slipper hans arme og kradser desperat på halsen, som prøver hun at skabe et nyt hul der kan lade luften passere. En stank begynder at fylde rummet. Først af den sure lugt af pis, så en overvældende kvalm stank af lort. Selvfølgelig er hun ikke engang nu værdig.

“JEG HADER DIG MOR! DØ FOR SATAN!”

Et par sidste raspende udåndinger følger kramper i hele Dagmars krop, inden hun stopper med at bevæge sig.

Han slipper ikke Dagmars kalkunhals, da tungen hænger slapt ud af den klamme kæft og en mælkehvid hinde begynder at forme sig over øjnene, men klemmer videre – som håber han at selve hendes sjæl ikke kan slippe ud, men dør kvalt sammen med det ynkelige legeme. Fie hulker højlydt i baggrunden, måske ved hun at hun vil blive den næste. Robert synger Himmelhunden for fuld udblæsning.

Men stadig gør ingen af dem noget…

En klokke kimer ud i rummet og afbryder dagdrømmen. Han sætter sig opret og blinker et par gange, han var vist langt væk. Den kimer igen. Han kigger ned på sine hænder, der er ingen døende Dagmar fanget imellem dem. Han bliver nødt til at være forsigtig med pillerne fremover.

han ser rundt på de andre, han føler at de stirrer på ham. Men ingen af de sørgelige menneskerester i rummet ser i hans retning. De er ved at pakke bøger og strikketøj væk, mens det næste skridt på deres dagsprogram skal sættes i værk.

Hele rummet bliver fyldt op af klokkens tredje dybe klang og det sidste kim fra den ekkoer ud. 

Desværre er det ikke John Donnes berømt klokke der kan høres, selvom de nu vil gå tavse og sjælløst på række, som var det på vej mod kisten til en begravelse.

Den signalerer at de nu samles til aftensmad. 

Den signalerer også at om en halv time er vagten for i dag slut. 

At han snart kan forlade Stillerup Sanatorium og cykle hjem til lejligheden, hvor Lisbeth og Charlie venter.

Du er altid velkommen til at følge mig på Instagram, hvis du vil være opdateret på mit skriveri