Skolestart | Novelle

Skolestart

Jeg åbner mine øjne lidt før at alarmen på min iPhone ville gå i gang. Eller rettere, jeg prøver på at åbne dem, men de er klistret til af søvn og den makeup, jeg ikke fik renset af i går aftes, lazy bitch. Jeg får gnedet det værste snask ud og kan registrere en sløret version af værelset omkring mig, ane at det allerede er lyst udenfor.

Jeg ville egentlig gerne blive liggende, bare lidt længere. Scrolle gennem insta, mens hjernen vågner og øjnene vænner sig til lyset. Men det er der desværre ikke tid til, der venter et pænt tight schedule. 

Jeg svinger mig ud af sengen og mærker de nøgne fødder på det kølige klinkegulv. Det føles som en elektrisk puls der sendes op gennem kroppen og får hårene på armene til at rejse sig, giver mig myrepatter på ryggen og gør brystvorterne hårde.  Det er en fantastisk følelse, der for et kort sekund giver følelsen af at være i live, at alt er muligt. Det er desværre en kortvarig engangsfornøjelse, der gennem det meste af 2.g har udgjort højdepunktet af min dag.

Jeg kigger på telefonen, klokken er lidt i seks og solen for længst stået op. Min far mener at alle der sover til længere end solopgang er dovne, at de spilder deres liv – at det er en hans hemmeligheder bag et liv som succesfuld forretningsmand. Måske har han en pointe. Måske det bliver mit mål for i morgen, at stå op klokken fem, eller hvornår fuck nu solen står op her om sommeren. Jeg prøver at gnide søvnen ud af øjnene. Shit, en kop kaffe ville gøre godt. Men jeg har lovet mig selv at kaffen først kommer efter løbetur og klargøring, lige inden jeg skal afsted i skole. Ikke noget med tilbringe den første time af dagen på ingenting. 

Endnu en af de mange ting der skal være anderledes i det her skoleår.

Jeg stiller for foran spejlet, ser min ynkelige nøgne krop i fuld figur. Normalt ville jeg stå her i alt for lang tid. Fortælle mig selv at mine bryster er for små, røven for bred og benene for korte. At jeg burde tabe mig, tone mig, gøre mere, blive bedre. Men ikke i dag. I dag er anderledes, i dag skal være anderledes. Så jeg lukker øjnene og  prøver at mane den indre kritik væk. Gentager højt de affirmations jeg har lært udenad, mens jeg trækker vejret dybt ind gennem næsen og puster ud gennem munden, som jeg har lært til yoga. 

Jeg hopper i løbetøjet og putter mine earpods i. Tænder for løbe playlisten, mens jeg går ned af trappen og ud af bagdøren – ikke den playliste som jeg siger til folk at jeg lytter til, men den ægte. Ikke alt der pussenussede tyggegummi-lorte pop fra Tik Tok og insta, men hårdt pumpende med masser af bas og trommer, lavet af folk der forstår mig, der kender til smerte. Musik der egner sig mere til emo-freaks end end Hellerup-bitch.

Udenfor bliver jeg mødt af en smuk skyfri azurblå himmel og en gul morgensol der fra øst sender sine lange gyldne stråler hen over trætoppene. 

Perfekt til dagens første story. 
Løber morgentur #blessed.

Jeg starter traskende og sløvt ud, men efter et par minutter glemmer kroppen at den er træt og sulten. Ældgamle træer, kunstige søer og enorme baghaver flyver forbi mig, eller måske flyver jeg forbi dem. Jeg kan mærke galden i halsen og lungerne der brænder, som havde jeg indåndet syre, da jeg endelig kan standse op. 
4,5 kilometer på 20 minutter, nice. 

Sommerens mange mojitos og kulhydrater havde fået mig ned på 4,1 kilometer. Og følelsen at være tilbage på normal tid er så berusende at jeg spurter det sidste stykke hjem til huset, selvom jeg allerede har slået løbe appen fra og postet min tid i en story.

Fuck hvor jeg dog hader de kolde brusebade. Men de skulle være gode for krop og sind og alle de rigtige celebs gør det. Og så står jeg i det mindste ikke herinde for længe. Jeg har været smart for en gang skyld og vasket mit hår i går aftes, så sparer jeg mindst en halv time. Desuden sidder håret helt perfekt efter at krøllerne har overnattet i en fed maske fra Oribé. En hurtig blowout, lidt saltvand og voila! 

Jeg gennemgår nøje de otte trin i hudplejerutinen og kan glædeligt konstatere at de sidste spor af acnen er borte. Sommeren på Capri og i Skagen har givet endda mig den helt rigtige tan, men jeg giver hele kroppen en gang selvbruner. Du ved, you can never have too much of a good thing!

Jeg sætter mig foran spejlet og prøver igen at holde den indre kritik nede. Sjovt som den altid taler med min mors stemme, det ville en psykolog sikkert få en fucking fest over. Det lykkedes igen at trylle den væk, måske fordi jeg ved at lige om lidt er mit rigtige udseende dækket, overstreget som en fejlfyldt sætning i stil, med primer, foundation, blush, mascara, eyeliner og læbestift – tryllet væk af dyrekøbt magi fra Charlotte Tilbury, Hourglass, Fenty og MAC. Det ser ærligt talt fucking fierce ud! Looket er ganske vist tyvstjålet fra nordmænd på Insta, men hun er stadig ukendt blandt de fleste herhjemme, så der skal nok falde både komplimenter og spørgsmål til looket, begge dele dryppende af misundelse.

Jeg går ind i mit walk-in closet. Dagens outfit er allerede valgt og hængt frem, men som altid skal jeg lige prøve et par andre. Men jeg bliver ved førstevalget. Hvid nederdelen fra YSL, en beige top fra Louis Vitton og hvide sneaks fra Gucci, frisk pakket ud af kassen. Komplet med chanel armbånd og øreringe. En perfekt combo af  slutty tennisspiller og overklassebitch. De hormon-befængte fuckboys på skolen kommer til at løbe direkte mod toilettet, når de ser mig.

Jeg burde vel lave en reel eller i det mindste en video til min story. Sige noget lettere selvudleverende, krydret med et påtaget livsklogt råd, mens jeg fortæller folk at mit “look of the day” kun tog et kvarter (Bullshit!) – men tiden er ved at rende fra mig, så jeg må nøjes med en post og par stories der viser produkterne. De første 25 likes er inde på under to minutter, nice.

Huset er helt stille mens jeg går ned ad trappen, heller ikke i hallen eller stuen finder jeg andet end tavshed, designermøbler og kunst. Sådan er det at bo i musuem. For det er sådan mit “hjem” føles. Alt er pænt, rent og dyrt, købt til at blive set, ikke brugt.

Jeg går ind i køkkenet, der er så klinisk rent af en inspektør fra fødevarestyrelsen ville hænge sig selv i afmagt. Og så stort og veludstyret at man sikkert kunne drive en Michelin restaurant herfra.

Før sommerferien ville jeg været kommet herned til duften af friskbrygget kaffe og morgenmad. Men Nang er her ikke længere, det har min mor sørget for. Hvor og hvornår far har kneppet vores vietnamesiske au-pair ved jeg ikke, men hun var væk da jeg kom tilbage fra Skagen. Jeg blev mødt af en håndskrevet seddel med ordene “Nang er rejst hjem. Vi flyver til Capri i morgen.” – thanks, mom. Så snakker vi vel aldrig mere om det. Mor vil sikkert synes at jeg skal være sådan helt mind blown over at hun ikke skrev en SMS. At hun gjorde sig besværet ved at finde et tidspunkt på dagen hvor hænderne ikke rystede for meget, i et patetisk forsøg på at bibeholde illusionen om at vi har et personligt forhold, der bare tilnærmelsesvis imiterer en forældre-barn relation.

Jeg åbner køleskabet, der selvfølgelig er propfyldt med mad, selvom ingen i huset rigtig spiser noget af det. Mon min mor takker Nemlig i sin aftenbøn. I hendes verden tæller det for en halv dags arbejde at flirte med chaufføren og få ham til at bære maden ind for hende.

Jeg finder en avocado, lidt bær og noget skyr frem, mens nespressoen med sin lavfrekvente jetmotor lyd brygger en kop kaffe. Det er en morgenmad til den store side, især fordi jeg helt burde lade være og faste indtil middag. Men jeg undskylder mig med at forandring ikke kommer uden energi – og jeg kan ikke være en bedre udgave af mig selv, hvis jeg er sulten.

Jeg giver kaffen et lille skvæt havremælk, nu jeg alligevel er i gang med at indtage kalorier for to, og folder kaffen forsigtigt med en teske. Jeg sætter mig til barbordet, der er lavet til at en hel familie kan være sammen i køkkenet, men som aldrig har betjent andre end jeg og det skiftende tyende i huset (fire au-pairs, tre rengøringskoner, to gartnere og en chauffør). 

Jeg snuser duften helt op i kraniet og manifesterer gode ting for mig selv. Den er ikke lige så god som den latte Nang ville have lavet til mig, men det føles som en eksplosion af energi da koffeinen når blodet og hjernen.

Mens jeg spiser render jeg checklisten igennem for i dag. Jeg er godt med indtil videre, alle punkter krydset af. Det med at lave checklister for alting, var egentlig en af de ting, jeg havde lovet mig selv at stoppe med. Oh well, can’t win ’em all.

Tiden er lige ved at løbe fra mig og jeg må bælle det sidste af kaffen. Tallerkenen ryger ned i vasken, inden jeg bevæger mig ud i museums delen af huset igen. Det gigantiske spejl i gangen viser mig i fuld figur, det er modstridende information. Min logiske hjerne fortæller mig at jeg ser fucking awesome ud, at looket er helt perfekt. Men under overfladen er min mors stemme, der opremser de 224 kalorier jeg lige har indtaget, fortæller mig at intet tøj kan skjule dem.

Men i dag er virkelig anderledes, jeg kvæler stemmen, drukner den i min nyfundne mod.

Jeg siger farvel til mine forældre, råber det ud i hallen på vej mod hoveddøren. De svarer ikke. Det er helt normalt. For at svare nogen, skal man være i stand til at høre dem. Og de hører mig aldrig. Normalt på det her tidspunkt er min far for længst ude af døren, hvis han da overhovedet er kommet hjem fra kontoret inde i byen. Og min mor vil sove den søvn der ikke hjælper, som kun gør hende mere træt – den slags søvn som kun en kombination af  sovemedicin og chabliss kan udløse. 

Jeg stopper lige inden døren, griner af mig selv. 

Oh My Lord. 

Hvor dum kan man lige være. Hvordan kan jeg glemme at de under ingen omstændigheder ville kunne svare mig. Far er ikke taget på arbejde, han sidder i sin patetiske mandehule i sin chesterfield stol, med et hul i brystkassen på størrelse med en af vores Royal Copenhagen middagstallerkner. Og mor vågner aldrig op til dagens zombie gang gennem tilværelsen. Hun ligger stadig i sengen med puden over hovedet, hvor jeg efterlod hende. Hun var så langt væk at hun ikke engang gjorde modstand, lidt spjætten med fødderne, lige inden at hjertet stoppede, var det bedste hun kunne præstere. Jeg ved ikke hvorfor hun slap billigt, egentlig er hun den af de to jeg hader mest. Uanset hvad slap alligevel for den følelsesmæssige deroute min far måtte igennem. Han så mig slet ikke først, stirrede bare ned i telefonen, sikkert mens han så en pige på min alder blive kneppet af en mand på hans egen. Så opdagede han mig og viste overraskelse, sikkert over at jeg havde den frækhed at entrere hans hellige gemakker uden invitation. 

Men så så han mig og kom i tvivl. 
Så indtraf panikken.
Og lige der inden jeg trykkede aftrækkeren i bund på hans jagtgevær, ren rædsel. Jeg burde vel være en slags taknemmelig, på de 30 sekunder viste han mig flere følelser end i de sidste to år tilsammen. 

Jeg danser ned ad trappen og stiller mig på vejen, kigger op og ned ad den. Poppeltræer, høje vel klippede hække og god plads mellem husene. Vejen hvor jeg hele mit live har boet, hvor jeg legede som barn, dengang livet var enkelt. Hvor der er rent, trygt, rart, kultiveret og ærkedansk. Hvor man stemmer på de rigtige partier, spiser økologisk, donerer penge til flygtningehjælp i nærområderne og taler stærkt for kulturel udveksling med Vietnam og Filippinerne. Hvor der smiles anstrengt om kap til selskaber og receptioner, mens alt fra biler og aktieporteføljer til designerhåndtasker og boobjobs, måles og vejes for at afgøre aftenens mest misundelsesværdige familie.

Den fucking lortevej med dens latterligt dyre huse, beboet af sociopater og alkoholikere. Havde jeg haft tid til det, så havde jeg gjort verden en tjeneste ved at rense hver eneste af de her oversized møgkasser, for deres såkaldte overklasse-kernefamilier. Alle de jakkesætklædte, pengetællende, cognacdrikkende, sekretær og au-pair knaldende overambitiøse latterlige undskyldninger for fædre. Alle de pillespisende, yoga-dyrkende, hvidvinsdrikkende, personlig-træner-pik suttende, filler-bicthes der har den frækhed at kalde sig for mødre. Alt deres snotforkælede, dyrt klædte, entitlede, wannabe-adelige, dæmon yngel. Og når man nu var i gang, så alle de fucking bedre-livs-søgende, snotungepassende, såkaldt kulturelt udvekslende, fædre-kneppende, gold-diggende sydøstasiatiske au-pair piger med deres medfølende smil og velmenende gode råd.

Men nej, det er desværre ikke tid til at gøre verden så meget bedre, ikke i dag. For om lidt kommer Clausen og henter mig. Gode gamle stabile søde Clausen. Der tjener på et år, hvad min far tjente på en uge, men det er åbenbart ikke en hindring for at være et rart menneske. Måske vil han undre sig over den tunge sportstaske, som han ikke får lov til at bære ind i bilen for mig. Måske vil han spørge ind til mit ekstra gode humør. Komme med nogle af hans åndssvage onkel vittigheder i håb om at få mig til at grine. Hvordan ville han mon reagere hvis han kendte sandheden? At hans smil, velmente spørgsmål og dumme jokes er en af grundene til at han i dag kommer levende hjem til familien i Rødovre. At begge min forældre er døde. Og at hvis alt går efter planen, så er det fleste af mine klassekammerater det også, inden at dagen er omme.

Jeg siger farvel til vejen, de store huse og mine forældre. Uanset hvad dagen bringer, vil jeg aldrig se nogen af delene igen. Jeg kan se Clausen komme trillende roligt ned ad vejen nu, den sorte BMW overholder naturligvis fartgrænsen på 15 KM i timen, som om at beboerne her nogensinde selv ville gøre det. 

Jeg tager et sidste billede af den idylliske vej i morgensolen og smider en story mere op. Fra nu af kommer der ikke flere stories eller posts, nu skal der livestreames. Jeg skal dog lige finde den rigtige caption til den story, der skal afrunde mit liv.

3.G. på Hellerup Gymnasium venter. 

Kan næsten ikke være i mig selv af glæde.

#blessed

-slut-

Historien her er også at finde indlæst på min podcast I skyggen fra vi andre, hvor du også finder mange flere som denne.