Her en lille novelle, der fungerer som et lille oplæg til min næste roman, Udenfor lands lov og ret.

Forfremmelse?

“Se det nu som en forfremmelse, Kim.”

Ordene rumsterede stadig i rundt hans hoved, mens han skuede ud over den lille have. 60 sydvendte og hæk-indrammede kvadratmetre med nyslået græs, en lille sandkasse, et blomsterbed i hjørnet og den obligatoriske og trofast-skadestue-turs-leverende trampolin. Den have hvor Victoria og Emil lige nu legede, mens en sprinkler sendte dovne stråler af vand rundt omkring dem. Temperaturen havde ramt de 27, hvilket vel ret beset var utroligt for en sen lørdag eftermiddag dag midt i maj. Måske det ville være helt normalt når de to børn engang var voksne, hvis verden da stadig stod til den tid. Om man ville det eller ej, så gik det jo kun en vej med varmen. Kim åbnede den halvlunkne dåseøl der stod på bordet og tændte en cigaret. 

Men uanset hvor behageligt varmt det var, hvor idyllisk dagen var, hvor velmente chefens ord havde været – det her var ikke en forfremmelse. Det var et sidespor. En parkeringsplads. En straf. På papiret kunne det nemt ligne glimrende mulighed for en med karriereambitioner, men katten var for længst ude af sækken. Alle i politiet med bare lidt indsigt vidste at det nye rejsehold var en joke. Et populistisk PR-Stunt udtænkt af en presset justistminister. Og at enheden i bedste fald blev en midlertidig pauseklovn der skulle underholde i mediecirkusset, eller måske mere korrekt en rodeo klovn der tog tyrens opmærksomhed for et kort øjeblik. Hvis det sidste var den rigtige sammenligning, så var spørgsmålet jo unægteligt hvordan man kunne undgå at blive stanget. Han skævede til mappen på bordet ved siden af, han havde endnu ikke orket at åbne den. Det var den næste offentlige hemmelighed, at Kims nye kolleger ganske rigtigt var håndplukket, men ikke for at være effektive. De var nøje udvalgt, fordi at deres egne respektive chefer ikke ville have dem. Og i en verden hvor det at fyre folk var tæt på umuligt, så måtte man tage de få chancer der bød, for at skaffe folk ad vejen. Han sugede på cigaretten og tog en slurk af den lunkne øl, inden han rakte ud efter mappen. Han fik fingrene i den, men slap den igen. Nej, den måtte vente lidt endnu. Hvis han skulle have nogen chance for at lede den her afdeling, blev han nødt til at selv at acceptere hvorfor at han var endt i den. Hvorfor at han selv var blevet parkeret her.

Sagen have været ellers være helt enkel, det vil sige for alle andre end Kim. Havde Kim spillet bolden rigtigt og bare havde gjort som befalet, havde han i stedet nok været chef for en større afdeling lige nu, på vej mod et karrierespor, der en dag kunne ende i politiets øverste ledelse. I stedet var han blevet frataget ledelsesansvaret og sendt tilbage en rolle som efterforsker.

Finansmanden Thonny Seidenfar var mistænkt for at have dræbt sin kone og forretningspartner, da han havde fundet disse to i seng sammen. Mere end 47 knivstik havde været fordelt på de to ofre, mindst tolv af disse havde siddet midt i ansigtet på kvinden og gjort det svært at identificere hende. Men sporene var ligetil, beviserne tydelige og i overflod og motivet klart som dagslys. Tilsæt så at Thonny Seidenfar længe havde været i både politiet og medierne søgelys, for alt fra tvivlsomme forretningsmetoder, til anklager om skattesvig, bedrageri og rockerrelationer. Og så det uomtvistelige faktum at alt omkring manden skreg sociopat. Med sit halvlange lyse hår slikket tilbage på hovedet, et lille fipskæg, de tonede briller og de skræddersyede grå jakkesæt var Thonny en dyr udgave af ham hypnotisøren fra TV, bare uden den nørdede charme. Og Thonny Sedienfar havde aldrig misset en mulighed for at sætte sig selv i centrum, heller ikke hvis det indebar at svine andre til, være kontrær eller direkte ubehagelig. Eller sagt på en anden måde, manden var dømt fra start i både medier, befolkning og af politietaten selv. Det ville have været den nemmeste opgave i verden at sætte ham bag tremmer resten af livet, sammen med Ubåds-Madsen og Peter Lundin.

Men Kims mavefornemmelse havde sagt noget andet. Han havde taget Thonny ind Seidenfar ind til afhøring. Siddet i tre timer over det usympatiske stykke menneskelige affald, bombarderet ham et konstant byge af spørgsmål. For efter at have sluppet ham løs igen. For alt i Kim sagde at manden nok var en bandit i habit, men morder kunne han ikke være. Manden var oprigtigt og tydeligt knust over sit tab og nægtede at have noget med drabene at gøre. Kim havde derfor ikke anholdt Seidenfar, selvom statsadvokaten havde givet grønt lys til det. 

Resultatet var desværre at finansmanden små 10 timer senere havde blæst hjernen ud på sig selv og efterladt et meget detaljeret brev med en fuld tilståelse. Pressen havde øjeblikkeligt dømt politiet som fjolser i sagen og Kim havde fået sit livs største skideballe. Det var ikke blevet bedre af, at han stædigt havde nægtet at lukke sagen efterfølgende. At han ikke havde troet på selvmordet og brugt ekstra ressourcer på at undersøge det nøje, uden resultat. Der var aldrig blevet fundet nogen beviser for Kims teori, der var kun indicier og mavefornemmelse. Men de to ting havde tjent ham godt i hele sin karriere som efterforsker. Og stadig nu, var han sikker på, at noget ikke var som det skulle være. Og den stædige fastholdelse i de to var nu blevet den store bremse for netop karrieren. 

Det var en af de få lyspunkter ved at blive leder af en den her afdeling, måske han kunne finde muligheden for at få fortsætte en uofficiel efterforskning af sagen. Det ville ikke gavne hans fremtidige karriere, uanset om han ville opklare den eller ej, men han skyldte de dræbte det, selv Seidenfar havde fortjent lidt retfærdighed.

“Ej, du er dum!”

Hvad de to børn var kommet op og toppes over, forblev et mysterie for eftertiden, som det så ofte sker med legende børn. Kim sansede konflikten, løftede blikket og nåede lige at råbe “STOP!” sekunder inden at Victoria kunne slå Emil med en plastikskovl fra sandkassen. De to børn frøs, skovlen i midt luft, og afventede spændt det næste træk fra Kim. De vidste sjældent hvad de skulle gøre, når Kim opførte sig som den strenge forælder. Han kunne ikke bebrejde dem det, det havde krævet at han havde været der mere, frem for at gøre landet til et lidt bedre sted. Han burde vel følge råbet op med noget fornuftigt, men ordene manglede. En mere pædagogisk stemme kvidrede et sted bag Kim.

“Emil og Victoria. I må ikke slås. Kom lige ind og få en is.”

Kim mærkede en blid hånd på skulderen. Han kiggede op og så Katharina smile til ham, de brune øjne fyldte med kærlighed. En kølig og fugtig fornemmelse på den anden skulder fortalte ham, at hun havde hentet en øl til ham. Hun kyssede ham på kinden, inden hun svævede tilbage ind i huset, med Kims øjne fastlåst på den numse der begyndte lige under det lange lyse hår. Hendes øjne i nakken registrerede det selvfølgelig og hun satte en koket ekstra vuggen på hofterne. 

“Arbejd nu ikke for hårdt skat, det er weekend.”

Det burde være ham, der sagde det til hende. Havde det danske politi været bemandet af Katharina’er, så ville kriminalitet nok have været fortid for længst.

Kim åbnede mappen med de fire navngivne nye kolleger han ville skulle lede, der manglede stadig det sidste navn. Heldigvis havde ledelsen accepteret Kims krav om at få Thomsen tilbage, så der var i det mindste et lys i mørket. Uanset hvor håbløse de andre kolleger måtte være, så vidste han at de to sammen kunne løse de fleste sager. Hvis Kims hovedregning var korrekt, så havde de i gennemsnit en opklaringsprocent på lige over de 80. Så hvis politiet kunne mene at Kim og især Thomsen var ubrugelige, så vidnede det mest af alt om at de andre lige så vel kunne være guld smidt på gaden

Perler for svin og alt det der.
Måske de bare manglede de rigtige leder. Det var jo så nok ikke Kim, men han måtte prøve. For deres skyld og for sin egen. På den første side smilede en ung kvinde med stort krøllet hår og brune øjne med et perlehvidt tandsæt.

Gruppens yngste med kun 19 år, hed Malar Venthan. Hun var ikke politiuddannet eller havde nogen uddannelse for den sags skyld. Hun var i den her sammenhæng mere det man nok ville kalde et socialt eksperiment. Som 17 årig var hun blevet taget i at hacke ind i Forsvaret Efteretningstjeneste IT netværk og det havde været lidt af en fadæse da bevæbnede betjente havde stormet et ungdomshjem i Viborg. Måske for at blive sparet for flere ydmygelser havde Forsvaret efteretningstjeneste taget hende ind som konsulent. Sjovt nok havde den forældreløse og lettere rebelske pige ikke passet særlig godt ind i det offentlige. Og hun var derfor sendt rundt blandt afdelingerne og nu endt her. Kim havde ikke haft meget at gøre med IT-kriminalitet i sin karriere og han måtte med beklagelse indrømme at fordommene om dem der begik det nok var blevet farvet af populærkulturen. Men der var ikke meget Mr. Robot eller Lisbeth Salander over hende her. Pigen på billedet var i fuld make-up og de store runde øjne var komplet med lange øjenvipper og gav pigen af tamilsk oprindelse et skær af politisk korrekt tegnefilms prinsesse. 

Den næste var mere tvivlsom, i hvert fald hvis man accepterede præmissen om at de alle skulle være “afdelings-affald” – så måtte der være noget alvorligt gemt under overfladen. For Mohamedou Ahmadi var uddannet jægersoldat og med fine papirer fra politiskolen. Ud fra billede, højde og vægt måtte manden være bygget som mindre kampvogn. Med andre ord prototypen på en perfekt tilføjelse, hvis man så bort fra den manglende erfaring med drabsefterforskning. Men det kunne nok snildt tillæres. Men hvorfor i alverden ville nogen dog af med ham? Lige nu var han hos politiet i Hvidovre, de måtte da elske at have en så dygtig mand med anden etnicitet på holdet, en perfekt rollemodel og med kendskab til de miljøer han opererede i. Derfor var PTSD den første tanke der slog Kim, det spøgelse havde han set mange gange efterhånden hos både tidligere militærfolk og nuværende politifolk- ligesom at han havde set det offentliges dårlige evne til at håndtere det følge med.

“Hvad ser du på, far?”

Emil stod med en dryppende vaffelis i hånden og låst fast på sin far med øjne, der var fyldt med utilsløret og uforbeholden beundring. Kim håbede at drengen aldrig ville vokse fra stadie, hvor farmand var helten her i verden. Kim slukkede cigaretten og tog Emil op på skødet. Purrede hånden rundt i drengens lyse hår.Kim bladrede om på den næste side, hvor en køn ung mørkhåret kvinde så meget alvorlig ud på et billede fra politiskolen, hendes ovale grønne øjne nærmest brændte, så intense var de. Kim så på drengen, der stadig ventede spændt på et svar. Han lukkede mappen, tog en arm om Emil og stirrede med sammenknebne øjne på en sol, der begyndte sin bane nedad for dagen. Han indåndede duftene fra haven, blandet med chokolade fra den smeltende is.
“Far ser på en forfremmelse.”

Jeg håber at du kunne lide historien. Kim og hans hold af udstødte bliver centrum for den næste roman Udenfor lands lov og ret, der kommer til februar 2023. Hvis du gerne vil høre mere om Kim, så er der en enkelt historie med ham på min podcast “I skyggen fra vi andre”, det afsnit der hedder “Undskyld”. Du kan også læse mere om serien Tabernes klub.

Husk at følge mig på instagram eller Facebook, så er du altid opdateret på hvad der sker 🙂