Den pludrende bæk

Bækken pludrer, mens strømmen styrer roligt og ustoppeligt mod en ukendt destination, måske er det et hav langt væk, mens vandet former sig efter alle forhindringer. 

Det er en varm sommer, en af dem der kan føles uendelig mens det står på, men som man savner det sekund den slutter og føler at den var alt for kort.

Jeg mærker hvordan græsset aer min kind, de grønne strå der strækker sig som fingre fra utallige hænder op ad jorden er blide og venlige. Deres rolige bølgende bevægelser føles rytmiske og konstante. En vild blomst, måske en mælkebøtte eller en marguerit, kysser mit knæ, med hver en bevægelse den laver. Et sted uden for mit synsfelt kvidrer en solsort og en lærk svarer den trillende. Insekter summer i græsset, fra hvepsens dovne og spontane bas, til græshoppens vedholdende violin.

 Den pludrende bæk i nærheden snakker til mig i sprog som jeg ikke forstår, men det behøver jeg heller ikke for at nyde det. Nyde tanken om den livgivende væske der flyder frit og ukontrolleret, mens et myriade af liv udspringer fra den. Frøer, biller, myg, fugle og fisk eksisterer kun på grund af den – i perfekt harmonisk sammenhæng, en endeløs cyklus af mening og liv. Den konstante rytmik fra vandets vandring gennem engen virker perfekt afstemt med græssets og blomstens aen, som om de lige nu kun eksisterer for mig.

Himlen er blå, med men en smuk parade af puffede lammeskyer, der former dyr, mennesker og drømme, alt efter hvem der kigger på dem. Det virker som om at de også er der kun for mig, og at de alle styrer uden om solen, der varmer min krop og kysser mit ansigt. Varmer den bløde jord under mig, der former sig efter min krop, giver sig kun for min skyld, for at jeg kan ligge bedst muligt.

Et ungt rådyr stopper op i nærheden, den kigger nysgerrigt på mig med store øjne, men den ved at jeg ikke er til fare for den og græsser roligt videre.

Vinder sukker gennem engens blomster, græs og ukrudt – det er den der styrer slagets gang, dirigenten koncerten omkring mig. Sammen med den pludrende bæk, summende insekter og kvidrende fugle skaber det en symfoni, der fylder min sjæl op til bristepunktet. Som et kar der langsomt fyldes og løber over, inden det igen er klar til lidt mere. Som en evighed strakt ud over et øjeblik, eller måske er det lige omvendt.

En skikkelse kommer mellem mig og solen, afbryder mit fredfyldte øjeblik og henlægger mig i kølig skygge. Det er en mand der bukker sig ned og kigger nysgerrigt på mig. Han siger noget, men jeg hverken hører eller forstår ordene. Men det er også ligemeget, for de er heller ikke henvendt til mig. For ved siden af står en anden mand med et bekymret blik.

“Hun må have ligget her i et par dage eller tre. Det ligner at hun er blevet dræbt ved kvælning.”