Epilogen til Når ilden kaster skygger

ADVARSEL! Har du ikke læst Når ilden kaster skygger, så stop her. Ellers får du slutningen afsløret!

Den her epilog endte på klippegulvet, da jeg skrev Når ilden kaster skygger. Jeg syntes at slutningen stod stærkere uden, desuden ville den betyde at der kom to kapitler efter finalen, hvilket var for meget, ovenpå så hektisk en omgang.

Epilogen til Når ilden kaster skygger

Toget til Malmø var stuvende fuldt med juleglade svenskere og eksildanskere på vej hjem til familien, eller til tomme huse efter netop at have besøgt den. Ingen betjente ved grænsen havde ønsket at ødelægge den gode stemning, så de kørte lige igennem den ligegyldige og latterlige paskontrol, der normalt adskilte de såkaldte broderlande.

Turen til Københavns Hovedbanegård i Martins bil havde været hektisk og lettere livsfarlig. Martin havde skiftet den blodige skjorte ud med hans arbejdspolo, der heldigvis var i bilen, mens Aurora kørte som en brækket arm ind mod København. Hun havde styret rattet med en hånd, samtidigt med at hun talte i telefon på et spansk hvor ordene lød som et maskingevær. Set i forhold til resten af denne juleaften havde Martin nærmest fundet turen beroligende. Han var ærgerlig over at hun ikke havde kunne finde hans telefon, så havde han nok sendt en sidste besked til familien, eller ringet til hans far. Måske det også var godt nok, tiden nu var til komme væk og ikke lave nogen spor.

Da hun lagde på, kunne Martin ikke længere vente med det spørgsmål der havde presset sig på lige siden de forlod palæet.
“Det er altså ikke for at lyde utaknemmelig, du reddede min røv. Men hvor var du? Vi, eller… jeg kunne godt have brugt din hjælp lidt tidligere”
“Jeg var på mit værelse, i fuld gang med at pakke mine ting og prøve at lægge en plan. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen, men bare at jeg skulle væk så hurtigt som muligt. Jeg var egentlig på vej ud for at stjæle din bil, men kunne ikke finde bilnøglerne i pengeskabet. Så jeg faktisk tænkt at jeg ville tage den fods og bestille en taxa når jeg var langt nok væk. Jeg ville lige sige lægge en farvel besked til Yrsa først. Hun lå bare der på sengen. Både Fridthjof og Maria kom for at lede efter mig, men de fandt mig heldigvis ikke, som hushjælp lærer man at gøre sig usynlig. Og så direkte til våbenskabet, så jeg kunne forsvare mig selv. Eller måske hævne Yrsa, jeg er ikke helt sikker, mit latinoblod tog nok lidt over. Jeg hørte råberi fra spillerummet på vej ned. Du reddede jo mig, jeg blev nødt til at gengælde det”
Martin tyggede lidt på historien, lod den bundfælde sig
“Hvorfor egentlig min bil? Og hvordan ville du starte den?”
“Ikke så mange der kigger mistænkeligt efter en gammel lortebil, sorry. Og jeg er fra Bolivia, jeg havde nok kortsluttet den hurtigere end dig”
Hun blinkede kækt
“Har du egentlig kigget i kufferten?”.
Martin havde slet ikke skænket kufferten en tanke, men han hev den frem og åbnede den. Det var desværre ikke i nærheden af 131 millioner han havde mistet, men forhåbentlig nok til et nogenlunde liv langt væk fra Danmark. Og øverst lå skødet på en lejlighed på Cuba. Så var det da i det mindst nemt at finde ud af hvor de skulle hen.
“Cuba it is then. Hvor meget tror du er? Er det nok til at leve af?”
“Jeg havde ikke tid til at tælle dem, men flere millioner af Euro vil jeg tro. Og man kommer langt for pengene i Sydamerika. Jeg vil dog gerne lige en tur forbi Bolivia først, se familien, det er længe siden. Vi kan alligevel ikke flyve direkte til Cuba. Du vil kunne lide dem”
Noget fik op for Aurora og hun kiggede medlidende på Martin
“Sorry, jeg tænkte slet ikke på at du nok ikke får din familie at se igen”
“Det er okay. Hvem ved, måske vi finder en måde at ses igen, en dag. De skal nok klare sig” 

Martin stirrende ud af vinduet, hans øjne blev blanke. Aurora skiftede emne, for at flytte fokus
“Men vi skal nok finde måder at tjene penge på. Jeg er dog færdig med at opvarte for rige mennesker, altså undtagen os selv. Du kan vel også lave biler i Havanna?”
“Hmm det kan jeg da… Lidt ligesom Dom i otteren”
Martin livede lidt op igen ved tanken.
“Hvad snakker du om, Martin?”
“Ligemeget. Bare noget fra en film, skal nok vise dig den en dag. Hvem tror du egentlig dræbte Yrsa?”
Martin var næsten flov over at det først nu kom ham på sinde at spørge til hans tidligere svigermor. Han anede jo reelt set ikke engang at hun var død, hun var for ham blevet glemt i kaosset. Hun virkede, modsat de andre tosser, egentlig god nok, hvilket vel også passede fint med at de havde nakket hende.
Auroras blik blev hårdt og stemmen kold som graven
“Det gjorde Robert, hans forpulede grimme slips lå der stadig”.
Martin fandt kun en lille smule glæde ved at det i det mindste ikke havde været Maria.
“Jeg fatter stadig ikke hvad fanden der skete, hvordan det hele gik så meget amok. De var jo alle sammen syge i hovedet, men stadig…”
Aurora trak på skuldrene, hun havde set og hørt mange skøre ting i Bolivia, så for hende var det her ikke ligefrem normalt, men omvendt heller ikke uhørt.
“Rige mennesker gør skøre ting for at beskytte deres penge. Måske finder vi aldrig ud af det. Vi får masser af tid til at snakke det igennem, lige nu er det vigtigste at komme væk. Langt væk. Og helst hurtigt”

Manden der mødte dem udenfor kiosken på Centralstationen i Malmø så, modsat folkene i toget, hverken juleglad eller svensk ud. Han lignede mest af alt en skurk fra Narcos tænkte Martin. Vejrbidt ansigt, mørk øjne og klædt næsten helt i sort, kun en lang grå frakke skilte sig ud. Og havde de ikke været for lyset i hans øjne, da han så Aurora, ville Martin nok have fundet ham både skummel og mistænkelig. Men den latinsk udseende mand med det vejrbidte ansigt var deres eneste håb lige nu. Og heldigvis skuffede han ikke. Manden og Aurora pludrede med det samme løs på spansk med en hastighed som Martin tænkte at intet sprog burde kunne forstås på.

Efter en kort gåtur gik de ned i en skummel lille bar. De gik gennem det tomme lokale, der lugtede surt af øl og tobak og ud i dets baglokale. De fik taget billeder og betalte kontant omkring tusinde Euro. Manden slog for Martins skyld over i engelsk, der var overraskende fejlfrit.
“To timer, så får i jeres pas og papirer, de vil ikke holde til alt for tætte undersøgelser, men de skal nok få jer frem. Så må i selv klare jer derfra. Hvor skal i egentlig hen?”
Martin kiggede spørgende på Aurora der nikkede godkendende.
“Bolivia” svarede Martin med et lys i øjnene.
“Og så videre til Cuba, de har de bedste cigarer i verden”.

Manden skrev navn og nummer ned på en kontakt i Havanna, som kunne hjælpe med opholdstilladelse, mod en klækkelig betaling naturligvis. Næste stop var en Western Union i Östergatan, ligeledes anbefalet af deres mystiske makker. Her blev de fleste af pengene blev sendt i forvejen til Bolivia, så de ville undgå at blive udspurgt om dem undervejs på deres rejse. Martin var allerede fuld af beundring over Aurora, uden hende ville han aldrig have kommet igennem det her. Han var også nervøs for hvad der skulle ske når de koe frem, men han havde ikke andet valg end at stole på hende. Han betragtede hende som en krigskammerat, de havde svedt og blødt sammen i det bedre borgerskabs skyttegrav – han håbede at det bånd ville beskytte ham. Desuden, så kunne hun jo bare have efterladt ham og taget pengene selv. Det var ham der havde brug for hende, ikke omvendt. Da de endelig sad i flyet der lettede fra Malmö Airport, var begge tavse i flere timer, tavse af ren mental udmattelse – foran ventede 36 timers flyvning og tre stop, med tilhørende nervepirrende paskontrol. For Martin var hovedet nu fyldt med tanker om hans forældre, hans bror og alt det andet der nu var uigenkaldeligt lagt bag ham. Som Brøndbytrøjen der aldrig ville blive færdig signeret. Måske hans far eller storebror Mads ville tage opgaven og hænge den i Barndomshjemmet i Hvidovre, eller måske på pubben, som et minde om ham der forsvandt. Ville de kigge på den og tænke på ham, mens de undrede sig over hvor han blev af? Tanken gav ham en varm fornemmelse i kroppen og en tåre i øjenkrogen.
Men der var også tanker om Maria, om de drab han havde begået. Fridthjof ville han gerne sige at han ligeglad med, det var 100% selvforsvar og manden var en idiot. Men han aldrig før taget et liv, stanken af brændt kød og lyden af skrigene ville hjemsøge ham i lang tid. Men Maria var noget helt andet, hende kunne han måske have reddet, hun havde ikke behøvet at dø, uanset hvor skør hun var blevet.
Og ikke mindst nagede det ham, var alt det her i virkelighedens hans skyld? Skulle han bare havde givet dem de skide penge? Et splitsekund overvejede han endda om det havde været bedre for alle parter, hvis han havde ladet Wilhelm få hans vilje med Aurora, men den tanke skød han hurtigt ned igen. Skulle han have gjort noget, så skulle han have stoppet drengen tidligere, måske taget en snak med ham, givet en kram, en eller anden af de hundrede ting som forældrene skulle have gjort for år tilbage.
Sket var sket, det kunne der ikke laves om på. Intet kunne gøres om nu, heller ikke det faktum at alt hvad der udgjorde hans liv endegyldigt var lagt bag ham. Han ville aldrig igen se Danmark eller hans familie.
Aldrig, et sjovt ord.
Ikke et han havde brugt ret meget i sit gamle liv.
Aldrig.

Det var Martin, der til sidst brød tavsheden, efter at have bestilt en øl til dem begge, med tilhørende sidevogn af vodka. Adrenalinen havde nu endegyldigt forladt kroppen og en solid omgang træthed, med en sidevogn af begyndende tømmermænd, krøb nu ind i stedet for.
“Hvad gør vi så nu? Udover måske at drikke os fulde og få noget søvn”
“Vi lever livet, hvad fanden skal vi ellers gøre” svarede hun, et træt smil bredte sig på det kønne ansigt.
“Men du bliver nok nødt til at lære spansk. Jeg skal nok få dig det lært.”
Hun kyssede ham på kinden og Martin blev rød i hovedet, det her kunne han god vænne sig til. Han lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene.
Og smilede bredt.
Livet ville fandme blive fedt nu. 

1 kommentar til “Epilogen til Når ilden kaster skygger”

  1. Pingback: Overarbejde – prolog til Når ilden kaster skygger - Forfatter Henrik German

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *