Vold med døden til følge

Hun suger luften dybt ned, så maven udvider sig, inden hun langsomt ånder ud gennem munden. Hun prøver at finde et center i selv, hvor der er roligt, men en undertrykt hulken fra bagsædet stopper processen. Vreden blusser op igen, breder sig som en steppebrand der til sidst når øjnene og erstatter de kønne smaragdgrønne ovaler med et koldt lys af død og foragt. I bakspejlet møder de mandens øjne et splitsekund, inden han vender blikket væk, nærmest gemmer sig på bagsædet – måske han kan genkende volden i hendes blik.

Hun ser på passagersædet, på den lille skikkelse under jakken, der lige nu sover med en sutteklud fastklemt mellem de små buttede fingre. 

Endnu et patetisk snøft undslipper stodderen bag hende og Cleo ved at kun en ting i verden betyder noget lige nu. Manden skal dø.

Det vil være så nemt. Et velplaceret slag på struben og cirka tre minutter senere ville verden være et mishandlende møgdyr fattigere. Cleo ville med lidt held kunne gøre det uden at vække det sovende barn.

Det må næsten være skæbnen at lige Cleo sidder her. Nogen eller noget vil at manden skal dø. Hvorfor skulle Ole og hende ellers tilfældigvis være kørt forbi boligblokken, da meldingen lød over radioen. De var ikke engang på patrulje, men på vej til et gerningssted i Taastrup. Heldigvis behøvede Ole ingen overtagelse for at stoppe bilen, tværtimod var han ude af den og på vej op ad trappen i en fart, der modsagde enhver logik om at den aldrende efterforsker nok vejede tæt på de 200 kilo. Men de var for sent på, kvinden var allerede død. Mængden af blod på gulvet under hendes hoved krævede hverken læge eller retsmediciner at aflæse. Hvad end svinet havde gjort, havde det været voldsomt.

Men der havde stodderen stået, med et lille barn i favnen og kigget på døren der blev sparket ind og Ole kæmpe korpus der fulgte efter, som om det var en UFO der havde landet midt i hans stue. Som om idioten ikke forstod hvad der skete. Heller ikke da barnet blev flået fra hans greb og han blev lagt i håndjern, var der nogen respons. Først da Cleo lukkede døren til bilen, kom der en reaktion – idioten begyndte at vræle som et lille barn.

Græd han over den kvinde han selv havde dræbt, eller over det faktum at han var blevet fanget. Ellers måske over at han ikke fik udslettet hele familien i den tåge af alkohol og vrede der havde drevet ham. Cleos gæt var på nummer to, idioten var ked af at være blevet taget. Men stod det til hende, vil han snart blive befriet fra den følelse. Ole går lige nu oppe i lejligheden, mens de venter på ressourcer inde fra gården – der er alle muligheder for at fjerne den menneskelige kræftsvulst fra verden, inden et blødsødent retssystem tager ham. 10 år, det er den maksimale straf han vil få, i bedste fald. Straffelovens paragraf 246. Ole og Cleo vil begge blive nødt til at underbygge forsvarerens argumenterne, manden er tydeligt beruset og intet på gerningsstedet vidnede om at drabet var planlagt. – Altså, vold med døden til følge og en maksimal strafferamme på 10 år i fængsel.  Manden kunne være ude, inden at barnet var gammelt nok til overhovedet at forstå de traumer han havde påført det.

10 år. Den maksimale straf for at tage et liv, bare så længe at drabet ikke er planlagt. Havde han anvendt en bil som mordvåben ville straffen være endnu mindre. 

10 år. For at myrde en kvinde og gøre et barn forældreløst.

Cleo kan mærke det spænde i kæben, hvordan tænderne begyndte at skære mod hinanden. Verden begynder at forsvinde omkring hende. En stemme knitrer i politiradioen, men hun hører ikke ordene.

Ville det være konsekvensen værd? Hun kunne lyve, sige at han havde gjort modstand eller forsøgt at flygte. At det havde været et uheld at manden døde. Ole ville nok bakke hende op, tage hende i forsvar. Hun ville se sin karriere styrte i grus inden den var begyndt. Med en støvle i røven ud af politiskolen og derfra sikkert ende som sikkerhedsvagt eller lejesoldat, medmindre hun kunne finde en anden vej her i livet. Men hun ville måske undgå fængsel. Og verden ville være bedre sted.

Men hun ved at det ikke vil ske. Hun vil ikke lyve. Cleo har som femårig taget en helt enkel beslutning om aldrig at lyve og den havde hun stået ved – uanset de konsekvenser det havde medført gennem årene. Hun ved godt at nogen tror hun burde have en diagnose, især blandt de mandlige kolleger på politiskolen. At mange har svært ved at håndtere hendes direkte og ærlige facon. 

Her vil ærligheden det muligvis betyde at hun ikke vil blive dømt efter paragraf 246. Hun vil blive dømt efter paragraf 237, manddrab med en strafferamme på op til livstid. Det er jo også fair, retfærdig som loven altid burde være det.

“Knører vi snard? Jeg vil gerne snove. Må jeg ryge heromme?”

Det forpulede, ynkelige, slappikkede møgsvin kan selv nu, ikke tænke på andet end sine egne behov.

Hænderne knuger om rattet, så knoerne bliver hvide og hun bider hul i læben. En lille bloddråbe glider ned ad hagen, inden hun fanger den. Alt i Cleo ryster. Hun vil råbe og skrige af idioten, slå ham, kvæle ham. Se hvordan livet forlader de ynkelige øjne og bliver erstattet af den mælkehvide hinde der markerer overgangen til det uundgåelige..

Hun kigger igen på det sovende barn. Selv i søvne kørte sutten rytmisk, leverer en kinæstetisk stimulans. Macho-taber-typerne i politiet ville sikkert tro at der handler om moderfølelse, et kvindeligt vakt urinstinkt. De vil tage fejl. Det her er for Cleo hele essensen af at være politibetjent, at passe på dem, der ikke kunne forsvare sig selv. Det gælder både det sovende barn og den døde kvinde oppe i lejligheden.

I det fjerne kan hun ane genskæret fra blå blink. Det er nu eller aldrig. Hun vender sig om og fanger mandens blik. 

“Hvorfor?”

Mandens blanke øjne viger fra side til side. Han snøvler da han svarer.
“Hvorfor hvad?”

Mere svar behøver hun ikke. Som en klapperslange hugger knytnæven mod mandens strube. En kvalmende knasende lyd afslører hvordan strubehovedet bliver knust. En pibende lyd undslipper manden, imens han desperat prøver at trække ilt ned i lungerne. Men livlinen er brudt, der eksisterer ikke længere et middel for kroppen til at optage det. Han tager sig til halsen og rallende gispende støn undslipper ham. Fødderne banker som trommestikker på bagsædet. Han kradser desperat på halsen, som prøver han at skabe et nyt hul der kan lade luften passere. En stank fylder bilen. Først af den sure stank af pis, så en overvældende kvalm stank af afføring. Et par sidste raspende udåndinger følger kramper i hele hans krop, inden han stopper med at bevæge sig.

Et par bank på ruden hiver Cleo ud af dagdrømmen. En ung uniformeret betjent står og kigger på hende udenfor bilen. Cleo blinker et par gange inden hun ruller vinduet ned. Manden kigger med et bekymret blik på passagersædet og skynder sig at pege på bagsædet.

“Skal vi ikke tage ham med på stationen?”
“Gør I det. Så venter jeg her.”

Cleo kigger over på passagersædet. Hvor et par store øjne kigger op mod hende, mens sutten bliver ivrigt bearbejdet.

“Jeg lover dig at når han en dag kommer ud. Så venter jeg på ham.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *