Menneskelige rester, den anden roman i krimiserien om Tabernes klub, har haft en lidt omvæltet rejse mod boghylderne. Romanen blev skrevet færdig i 2023 og redigeret i foråret 2024. Planen var at den skulle være udgivet i maj. I januar 2024 blev mit forlag Superlux opkøbt af Hoi Publishing. I juni beslutttede de at bogen skulle udskydes til november, så senere til december. Og i oktober gik Superlux pludselig konkurs, mens en række forfattere fik besked på at deres titler, herunder også mine i Tabernes klub serien, var overdraget til Hoi Publishing. Vores uudbetalte royalties var dog forblevet i konkursboet, for mit vedkommende sammen med min debutroman Når ilden kaster skygger.
De fleste kan nok godt forstå, at den slags ikke giver en forfatter lyst til at blive et hos et forlag. Hoi havde tydeligvis forsøgt at dumpe gælden og de titler de ikke ville bruge kræfter på, samt slippe for at betale os forfattere de penge de skyldte os. Så sammen med forfatterforeningens advokat meldte afbrød jeg samarbejdet med Hoi.
For at få Når ilden kaster skygger ud inden jul, lavede jeg et samarbejde med forlaget Read.Die.Repeat, der hjalp mig med at få den ud af konkursboet. De kommer også fremover til at udgive mine kortkrimier. Vi har allerede genudgivet Kistesøm og Skyggespil, og næste år udkommer de også som e-bøger, plus at der kommer 1-3 nye historier.
Men så er der Tabernes klub. Både Uden for lands lov og ret og Menneskelige rester er stadig fanget hos Hoi, der ikke virker særlig samarbejdsvillige i forhold til at give mig adgang til det materiale som er mit. Jeg er i dialog med flere forlag om at videreføre serien, men før at Hoi udleverer materialerne, er det begrænset hvad jeg kan gøre.
Der kommer altså til at gå noget tid, før Menneskelige rester eller Uden for lands lov og ret er tilgængelige på Mofibo eller andre streamingtjenester.
Men der er en god nyhed. Jeg fik nemlig i september et begrænset lager af forsalgsbøger raget til mig, inden det hele gik ned.
Bogen koster 225,- og 50,- i forsendelse. Og så er den naturligvis signeret. Skriv til mig på henrikqvottrup@hotmail.com eller brug formularen her. Jeg har også et lille oplag af Uden for lands lov og ret.