De støjende naboer
“For helvede, nu igen! Holder de aldrig op. Den her gang går jeg altså derop!”
Jørn gjorde ikke anledning til at gøre alvor af sine ord, men det ville også noget ukarakterisk for ham at gøre, især når FCK spillede kamp. Lene rullede øjne og satte en tallerken i opvaskemaskinen, hvordan den sluttedesog til en halvfuld bestikkurv, en sovsekande og et par skåle der for en halv time side havde indeholdt frikadeller, kartofler og udkogte gulerødder. Kaffemaskinen spruttede og hakkede, mens den sidste aftenkaffe dryppede i kanden og lige nu kunne hun ikke høre noget. Men lejlighederne var meget lydte og uanset om man ville det eller ej, så delte man meget med hinanden her i blokken. Til tider var det garant for samtaleemner og pirren til nysgerrigheden der voksede i takt med mængden af ledig tid. Men det her var for meget af det gode, alt for meget.
Parret ovenover dem havde allerede været i gang tidligere på aftenen og nu fortalte en kort serie af højlydte støn, at de nok havde genoptaget eller fortsat sessionen, alt efter hvordan man definerede den slags. Og selv køkkenet var nu ikke længere en frizone, kun i lejlighedens soveværelse kunne man finde et refugium, da det tilsyneladende lå under det eneste rum som overboerne ikke brugte til deres ture. Hun hørte endnu et højlydt utilfreds grynt fra manden.
“Kan du ikke bare skrue op for Tv’et, Jørn?”
“Så kan jeg sgu da ikke høre hvad jeg selv tænker, Lene!”
“Ikke at der er så meget at høre på”, sagde hun for sig selv, mens endnu en tallerkenen blev skyllet af og fandt sin vej til opvaskemaskinen. Hun burde nok vaske op i hånden, så meget opvask genererede de to pensionister jo ikke – og Jørn ville alligevel ikke være kontaktbar de næste to timer, måske som bonus at hun kunne overdøve larmen lidt med opvaskebørsten. Kaffeduften fyldte køkkenet, mens hun hældte den over i en termokande. Hun fandt en pose småkager frem fra skabet og anrettede dem i den skål fra Royal Copenhagen, de havde fået af børnene i gave til sølvbrylluppet. Fandt en øl til Jørn og placerede det hele på en bakke af træ, som de vist nok havde fået dengang hun fyldte 60. Rasmus, den yngste søn, havde selv lavet den, han var så dygtig med hænderne dem dreng.
Hun balancerede forsigtigt gennem stuen , satte bakken på bordet og ignorerede Jørn, der desperat prøvede at se uden om hende, som om at hvert sekund af kampen var livsvigtigt. Fodbold gad hun ikke se på, så spørgsmålet var om det var strikketøjet og en true-crime podcast der skulle jage lyden ovenfra væk, eller måske den nyindkøbte bog. Den nye roman om efterforskeren Carsten Wolff skulle være særdeles spændende. Og hvilken mand ham Carsten. Fra før mænd var blevet reduceret til grædende vrag, der hellere ville tage opvasken end at hugge brænde.
Et langt udstrakt støn lød ovenfra og udløste en svada fra Jørn.
“Det er fandme hver aften efterhånden, man skulle da tro at de var kørt trætte af det nu. Har de ikke også en snotunge at passe!?”
Jo det var hver aften for tiden, de var tilsyneladende begge også blevet mere udholdende, for sessionerne varede længere. Og jo, parret ovenover havde et lille barn, et overordentlig sødt et af slagsen. Lene havde fået lov til at dufte til pigen en dag, hun mødte moderen i opgangen, da den lille kun var en uge gammel. Hun elskede den unikke duft af baby. Den duft som man ikke helt forstod, men som angiveligt kommer fra vernix caseosa, også kaldet fosterfedtet, som de er dækket af ved fødslen. Den duft som kun varer højst et par uger, inden den uigenkaldeligt er væk igen. For Lene var det kun ikke duften af de tre børn der for længst var fløjet fra reden, men alligevel åbenbart insisterede på ikke at levere børnebørn. Det var uerstatteligt minde om 30 år som fødsels sygeplejerske. Om dengang hvor hun var så fuld af formål, liv og fremtid.
“Hun er nu så sød, deres lille pige.”
“Hun bliver jo bare en taber som sine forældre. JA! KOM SÅ FC!”
“Det lyder altså ekstra højt i dag, syntes du ikke?”
“For helvede da Wind, din klovn!”
“Synes du ikke, Jørn?”
“Hva? Det ved jeg sgu ikke. Måske.”
Pludrende kommentatorer annoncerede at et kvarters pause i kampen var indledt. Lene skænkede en kop kaffe til Jørn og stillede den kolde øl på stuebordet, under en ølbrik. Hun tog en bid af en småkage. Nu var muligheden der, for at få handling ud af hans ord.
“Jørn, vil du ikke nok gå op og banke på. Jeg får migræne af det.”
Jørn kløede sig i skridtet med ledige hånd, mens den anden sendte endnu en slurk øl indenbords.
“Det må de sgu selv rode med.”
“Vil du ikke nok?”
Jørn fægtede med armenene og var lige ved at vælte både kaffekop og øl.
“Så kan du da selv gå derop, hvis det pludselig er så pisse vigtigt!”
Et højt og langt skrig, akkompagneret af et mere dybt brøl afsluttede tilsyneladende seancen ovenpå, i hvert fald at dømme ud fra tavsheden der fulgte. Jørn gryntede selvtilfreds.
“Der kan du bare, så blev de sgu trætte, hva. Ingen grund til at vi blander os.”
Lene satte sig i sofaen og skænkede selv en kop kaffe, med ørene slået ud som paraboler klar til at opfange det næste signal. Men der kom ikke mere. Jørn åbnede sin øl, lagde benene op på stuebordet og udtrykte endnu et tilfreds grynt, da pausen var ovre og spillerne igen løb på banen. Han skruede ikke ned, selvom larmen ovenfra bar væk og den uforståelige sang fra ivrige fans fyldte stuen. Lene overvejede om hun skulle finde en bog eller måske strikketøjet frem. Noget der kunne holde hænderne beskæftiget.
Men freden varede kort. Der lød en farlig larm ude fra trappen, nogen stormede op ad den. Jørn fægtede med armene og spildte noget af sin øl på gulvtæppet.
“Ah men for helvede da også, kan man ikke få lov til at se en skide fodboldkamp i fred og ro! Vi skal have købt os en kolonihave, så vi kan komme væk fra det her galehus, bare et par måneder om året.”
Jørn havde nu i femten år snakket om den kolonihave, uden der var sket nogen handling, så den her trussel ville han næppe følge op på. Men det var en mærkelig trampen, det var i det hele taget yderst uvant at nogen løb på trappen her i huset, især om aftenen. Hun kunne lige høre noget oppefra, det lød som råben og der fulgte et brag, som blev døren sparket ind. Hun rejste sig med et sæt og gik hen til vinduet. En politibil holdt nedenfor opgangen med dørene åben. Hendes mav snørede sig sammen af ubehag, men der var også en prikken af nysgerrighed.
“Jørn, det er politiet der er kommet!”
“Pff. Det skulle jo ske før eller siden med de to. For helvede din lortedommer, har du smurt kontaktlinserne i vaseline eller hvad!?”
Igen lød der trin på trappen, denne gang gik det nedad i mere roligt tempo. Fra vinduet kunne Lene se tre personer kom ud af døren og gik mod politibilen. En ordentligt kleppert af en betjent havde overboen i et fast greb.
“Jørn, Jørn, nu fører de ham sgu ud i håndjern!”
Jørn flyttede sig ikke fra lænestolen, åbenbart var selv det her ikke spændende nok til at hive ham væk fra fodboldkampen.
“Ha! Så kan han sgu lære det, taber!”
Om det var overboen eller af dem en på fodboldbanen han mente, kunne hun ikke afkode, det var sikkert også fuldstændigt ligemeget.
Lene stod ved vinduet og så overboen blive sat ind på bagsædet. Han havde hænderne på ryggen og kunne knap stå på benene, hun mærked et lille smil kruse på læben da manden slog hovedet ind i karmen. Smilet falmede igen sa hun så hvordan en ung køn kvindelig betjent forsigtigt lagde et spædbarn ind på passagersædet i politibilen og nænsomt dækkede det med sin jakke. De burde vel ikke undre hende at myndighederne tog barnet fra dem, men ville man ikke tage moderen med, når det var så lille?
Lene stod stadig ved vinduet, en halv time senere, da ambulancen kom og de bar kvinden ud på en båre, dækket af et hvidt klæde.
Historien her er den første i en triologi af løst sammenhængende historier, der faktisk leder op til min roman “Når ilden kaster skygger.” Følg mig instagram, hvis du vil vide hvornår den næste novelle kommer op.
Måske kunne du også tænke dig at læse novellen “Skolestart”?